Til forside
Tilmeld klasse
Log-in
Vinderen af Københavns Malerlaugs konkurrence blev 3.u på Husum skole.

Enkelhed og klar symbolik præger vinderforslag i malermestres skolekonkurrence
3.u's vinderforslag kan du se her.

»Vi er først og fremmest imponeret over den opfindsomhed, elever og lærere har udvist, men også over, med hvilken alvor eleverne har taget fat på opgaven. Vi har fået nogle formidable konkurrencebidrag!« fastslår oldermand, malermester Per Vangekjær, efter at dommerkomitéen med blandt andre multikunstneren Erik Peitersen udpegede i alt 10 vindere blandt de knap 40 indsendte forslag.

Københavns Malerlaugs motivation for vinderforslaget:

"Et nødråb

"Vores klasselokale skal vinde, fordi vi har fortjent det”.

Så ligefremt, spontant og oprigtigt argumenterer 3.u på Husum Skole for, at klassen skal vinde Københavns Malerlaugs konkurrence om en en total istandsættelse af deres klasseværelse.

Noget tyder på, at de har ret: Her er tale om et nødråb.

Et danmarkskort, der ligner Danmark efter slaget i 1864. Vægge, der leder tankerne hen på en kondemneret ejendom fra en anden tidsalder. Inventar, der ligner noget fra en genbrugsplads.

"Vores skole har ikke særlig mange penge og har dermed ikke råd til at hjælpe os,” hedder det supplerende i klassens argumentation, og dermed har 3.u sat hovedet på sømmet: Elendig vedligeholdelse af vore skoler er årsag til et elendigt arbejdsmiljø, dårlig trivsel, mangelfuld læring.

I sit farveforslag beskriver 3.u fire intense farver – én til hver væg – der skal danne lærred for symboler på de fire hovedfag: Dansk, matematik, geografi og naturfag. Her skal være billeder af bogstaver og skriveregler, her skal males matematiske symboler og formler, en væg skal prydes med et danmarks- og et verdenskort, og naturvæggen skal udsmykkes med billeder af dyr, planter og blomster – og ganske aktuelt: En vulkan.

3.u på Husum Skole har forstået sammenhængen mellem trivsel, indemiljø og læring på et kreativt niveau.

3.u vinder Københavns Malerlaugs konkurrence om en total makeover af deres klasseværelse.”

Pressen blev indbudt til at overvære overrækkelsen af diplom og præmie ved Erik Peitersen og Københavns Malerlaugs Oldermand malermester Per Vangekjær på Husum skole.

Herunder kan du se, hvordan det gik for sig, da Erik Peitersen overraskede 3.u mandag formiddag med nyheden om at de havde vundet.